tirsdag den 25. marts 2014

Mathieu Matégot

Gubi har i lang tid haft nogle af Matégots produkter i handlen, men nu udvides kollektionen.

Matégot er efter min mening en meget overset designer. Flere af hans designs har tjent som inspiration for mit afgangsprojekt, og jeg er stadig stor fan.

Ligesom sin landsmand Jean Prouvé, var Matégot ekspert i at få industrielle materialer til at fremstå organiske og indbydende. Et projekt som mange designere og virksomheder stadig arbejder på.

Billederne er fra Gubis fantastiske billedkatalog på tumblr.




Richard Youel

Jeg faldt lige over Richard Youels stol i støbt aluminium. Stolen formes først i polystyren (flamingo), og der bygges en støbeform op omkring den. Når den flydende aluminium hældes i formen, brænder flamingoen væk, og aluminiumet får samme form. Med alle de små detaljer. Et virkelig fascinerende projekt!

Se en video om forløbet her:
http://vimeo.com/69902195






torsdag den 20. marts 2014

Eksklusivt Genbrug

Den Italienske designer Francesca Gattello har skabt en serie af keramik, baseret på rester fra marmorproduktionen.

Som designer kan det være svært at "opfinde" nye materialer. Alligevel er der mange designere der sværger til at eksperimentere sig frem til nye muligheder. Det resulterer ofte i smågeniale løsninger. Én af disse, er italienske Francesca Gattello lige kommet på.

Hun har skabt en serie af vaser, skåle og kopper i et nyt keramisk materiale. I følge hendes research, går hele 70% af materialet til spilde, når der fremstilles produkter i marmor. Hendes nye materiale er således baseret på at gøre marmorstøvet til en slags ler, der derefter kan brændes som stentøj. Resultatet ligner også stentøj meget, og er måske ikke vildt nyskabende, rent æstetisk. Til gengæld er jeg vild med idéen om at genanvende noget af det spildte materiale fra marmorproduktionen, som i øjeblikket er voldsomt stor.







mandag den 17. marts 2014

IKEA PS 2014

IKEA lancerer i de kommende måneder deres PS 2014-kollektion, som de selv kalder deres fedeste til dato.

Fra april og hen over sommeren, lancerer IKEA en stor kollektion, skabt til unge, kreative mennesker i storbyen.

Til kollektionen har IKEA haft et utal af designere forbi. Blandt andet Scholten & Baijings og danske Margrethe Odgaard. Sidstnævnte har bidraget med en god håndfuld lækre tekstiler og et spejl.

Jeg er ret vild med tanken om, at designe til de unge, kreative metropolitaner (det er nok fordi, det også var min selvvalgte opgavebeskrivelse til mit afgangsprojekt).












torsdag den 13. marts 2014

På Besøg ved Glaspusteren i Dag...

I dag var jeg forbi min glasmand for at hente nye forsyninger af mine ø75-Whiskyglas. Ikke mindre end 33! Dermed er der foreløbigt fremstillet hele 47 i alt!

Udover de 32 normale, klare glas, har jeg også fået specialfremstillet et ekstra i lys lilla. Men den kommer der mere om en anden gang.

Foreløbigt er her et billede af alle de nye glas, i dagens forårssol.



onsdag den 12. marts 2014

Lys og kunst

Det siges ofte, at moderne design så småt begynder at smelte sammen med kunsten. Et område hvor det er særligt tydeligt, er når designere arbejder med noget så udefinerbart som lys. Her er tre eksempler på kunstfærdige lamper.

Syzgy Lamps af OS & OOS

Stewie af Luca Nichetto for Foscarini

Vinge Bordlampe - Note design studio 

tirsdag den 11. marts 2014

Franske designere tæmmer Rattan-monstret

Det franske Studio Numéro 111 har tæmmet det umulige materiale: Rattan

Jeg har altid haft svært ved at tage Rattanmøbler alvorligt. Ikke fordi de har været dårligere designet end alle mulige andre møbler. Nærmere fordi rattan automatisk får mig til at tænke på dårligt vedligeholdte havemøbler, og 70'er-smagløshed. Nu er det dog lykkes franske Numéro 111 at skabe en hel kollektion, som lader materialet komme til sin fulde ret, uden at det tilnærmelsesvis minder om havemøbler...

Faktisk må jeg indrømme at jeg er ret vild med sofaen.




  Idéen bag denne lampe er også god. Når skærmen er nede, kan den bruges som bordlampe, men når den er hevet helt op, har den højde som en almindelig gulvlampe.



mandag den 3. marts 2014

Nendo fortolker Peter Plys

Disney i Japan har indgået et samarbejde med Oki Sato, og har ladt Sato (Nendo) fortolke eventyret Winnie the Pooh (Peter Plys)7

Serien består af seks små borde, der hver især er inspireret af det klassiske Disney-eventyr.

Efter min mening virker konceptet lidt tyndt og ubegrundet. Det tilgrundsliggende argument for overhovedet at kombinere børneeventyret med møbeldesign er svær at finde, og det har tilsyneladende heller ikke udformet sig i et originalt og uset projekt.
Idéen er sjov, men mangler lidt kød.

Tjek billederne, og vurder selv!